Sårbarhed og usårlighed – når der står noget i vejen for at kunne række ud efter hjælp, når vi har brug for det

Sårbarhed og usårlighed – når der står noget i vejen for at kunne række ud efter hjælp, når vi har brug for det
 
Jeg har selv først lært at gøre det sent i voksenlivet, og jeg kan godt blive trist ved tanken om hvor meget jeg har gået og båret på alene gennem årene. Men hellere lære det sent end aldrig, for det giver tryghed når man ved, at der er nogen i ens liv, man kan tale med og dele svære oplevelser og følelser med, og i dag rækker jeg ud når jeg har brug for det.
Nogle af os har ikke fået mulighed for at udvikle evnen til at vise sårbarhed, da vi var børn. Det kan være at forældrene ikke kunne rumme barnets følelser af forskellige grunde. Evnen til at vise sårbarhed har trange kår i familier, hvor følelser ikke kan italesættes, bliver latterliggjort, udskammet eller ignoreret. Og hvis vi som børn ofte eller endda permanent var i situationer, hvor det gjaldt om ren overlevelse – alkohol, psykisk eller fysisk vold, psykisk sygdom osv. har der slet ikke været plads til det. At vokse op uden at have oplevet, at det kan være trygt at vise sårbarhed, og at man kan få følelsesmæssig hjælp, hvis man beder om det, kan skabe en personlighed for hvem det er vigtigt at virke usårlig udadtil. Sårbarhed opleves som svaghed, det er skamfuldt, og det bliver vigtigt at ingen opdager det.
Når man som voksen står i svære livssituationer kan man derfor nemt blive meget alene med problemerne. Man er nemlig ikke fortrolig med sin sårbarhed, og man ved ikke at sårbarhed kan være nøglen til at lære selvomsorg og at få hjælp, styrke og robusthed midt i kriser.
 
Hvis du vil læse mere om dette emne, kan jeg bla. anbefale Betydningen af samhørighed af Susan Hart og Livsfarlig familie af Inge Schützsack Holm.