Hvem er du knyttet til, og hvem er du?
Tilknytning er et lidt knudret ord, der ligger tungt og fagsprogsagtigt i munden, men hvis man folder det ud, bliver det smukt: Det handler om hvordan vi knytter bånd til andre og til os selv.
Fra allerførste færd spejler vi vores forældres nervesystem. Vi indoptager alt der udgår fra dem på godt og ondt. Vores følelsesliv skabes i et sanseligt samspil, og det bliver dermed byggestenene for vores færden i verden. Det er her vi lærer at (over)samarbejde og at have integritet (grænser) eller mangel på samme.
Den måde vi knytter bånd til vores forældre tidligt i livet, bliver dermed også fundamentet for hvordan vi knytter os til andre senere i livet. Hvis det fungerer upåklageligt, er alt jo godt, men mange af os kan ofte se plads til forbedring, når parforholdet skranter eller forholdet til venner eller kolleger bliver problematisk. Og ja, det kan heldigvis lade sig gøre at forandre måden vi indgår i relationer med andre ved at arbejde med at forandre de svære følelser vi har. Især frygt har meget at gøre med den måde vi knytter os til andre, for der er intet mere skræmmende for os sociale væsener, end at blive forladt af dem vi holder af.
Vores identitet dannes i samspil med vores omgivelser, og som børn har vi ikke noget filter overfor hvordan omgivelserne reagerer på os. Det betyder at vi kan få nogle uheldige opfattelser med af os selv, som det vil være godt at afmontere igen. Især skam kan være blevet en stor del af vores identitet, og det kan være, at vi har udviklet en stærk indre selvkritisk stemme.
Kontakt mig og hør mere om hvordan jeg arbejder, hvis du fx har slidsomme relationer, eller hvis du kæmper med lavt selvværd og grænsesætning.
Tilknytning er et lidt knudret ord, der ligger tungt og fagsprogsagtigt i munden, men hvis man folder det ud, bliver det smukt: Det handler om hvordan vi knytter bånd til andre og til os selv.
Fra allerførste færd spejler vi vores forældres nervesystem. Vi indoptager alt der udgår fra dem på godt og ondt. Vores følelsesliv skabes i et sanseligt samspil, og det bliver dermed byggestenene for vores færden i verden. Det er her vi lærer at (over)samarbejde og at have integritet (grænser) eller mangel på samme.
Den måde vi knytter bånd til vores forældre tidligt i livet, bliver dermed også fundamentet for hvordan vi knytter os til andre senere i livet. Hvis det fungerer upåklageligt, er alt jo godt, men mange af os kan ofte se plads til forbedring, når parforholdet skranter eller forholdet til venner eller kolleger bliver problematisk. Og ja, det kan heldigvis lade sig gøre at forandre måden vi indgår i relationer med andre ved at arbejde med at forandre de svære følelser vi har. Især frygt har meget at gøre med den måde vi knytter os til andre, for der er intet mere skræmmende for os sociale væsener, end at blive forladt af dem vi holder af.
Vores identitet dannes i samspil med vores omgivelser, og som børn har vi ikke noget filter overfor hvordan omgivelserne reagerer på os. Det betyder at vi kan få nogle uheldige opfattelser med af os selv, som det vil være godt at afmontere igen. Især skam kan være blevet en stor del af vores identitet, og det kan være, at vi har udviklet en stærk indre selvkritisk stemme.
Kontakt mig og hør mere om hvordan jeg arbejder, hvis du fx har slidsomme relationer, eller hvis du kæmper med lavt selvværd og grænsesætning.